Hjem

Onsdag den 9. oktober kl. 19.00.

Koncert i Odden kirke

Oplev Sct. Nicolai Cantori og Køge kirkes organist og kantor Anne Kirstine Mathiesen.

Cantoriet er Køge Kirkes voksenkor. Koret er ligestemmigt og består fortrinsvis af tidligere medlemmer af Køge Kirkes Pigekor eller sangere med tilsvarende korerfaring og nodekendskab.

Cantoriets repertoire spænder vidt; fra klassisk barokmusik over Fauré og Mozart til helt moderne værker af ex. Bob Chilcott, John Rutter, Eleanor Daley m.fl.

Det er vel klingende kormusik krydret med orgelstykker fra Sct. Nicolai Cantori og organist Anne Kirstine Mathiesen.

 

Fredag den 11. oktober kl. 19.00.

Koncert i Nørre Asmindrup kirke

Hagestedensemblet gæster Nørre Asmindrup Kirke og giver koncert. Kom og hør irsk, skotsk og skandinavisk kirke- og folkemusik. Det er udadvendt og sprudlende, og sommetider også melankolsk. Der er meditative numre, der inviterer til eftertanke, og der er selvfølgelig fællessange – ingen koncert uden at vi synger sammen. Alle er velkomne.

 

Lørdag den 12. oktober kl. 15.00.

Barokkoncert i Rørvig kirke

SANS FRAYEUR // Uden frygt – koncert med The Baroque Society. De præsenterer en helfransk salon – en hyldest til barokkens stærke kvinder. Poetiske (og helt ukendte!) kærlighedssange af Helene-Louise Demars og Mademoiselle Menetou væves ind i mesterværker af Rameau og Cassanéa de Mondonville. Et helt særligt klangunivers med musik for sjælen og de dybeste længsler.

Medvirkende: Christina af Klinteberg Herresthal, mezzosopran, Jesenka Balic Zunic, barokviolin, Adam Grauman, gambe – Yngvild Haaland Ruud, cembalo og kunstnerisk ledelse.

 

Tirsdag den 15. oktober kl. 19.00.

Salmesangsaften i Lumsås kirke

Sognepræst Anders Tangaa Jensen og organist Kenneth Reiner holder en salmesangsaften: ”På lystvandring i de nye salmer”.

 

Lørdag den 19. oktober kl. 14.00.

Koncert i Højby kirke

Duo Askou//Andersen: ”Farvernes landskab”

Årets festival-koncert tager udgangspunkt i Jens Rosendals digte, som duoen har sat musik til. Jens Rosendal har skrevet både sange og salmer; mest kendt er nok “Du kom med alt det, der var dig”.

  Hanne Askou, violin, er udannet fra det fynske musikkonservatorium, og Frode Andersen, akkordeon, fra Det kongelige danske musikkonservatorium i København. Begge musikere har en bred erfaring fra dansk musikliv.

Det venter os en stemningsfuld koncert, og der vil være fællessang undervejs.

  

Lørdag den 19. oktober kl. 14.00.

Blokfløjtekoncert i Nykøbing Sj. kirke

Både J.S. Bach og hans søn C.P.E. Bach har hver især i løbet af deres liv skrevet et enkelt solostykke for fløjte. Begge solostykker er skrevet i a-mol, men ellers adskiller de sig væsentligt fra hinanden. 

De er skrevet med blot ca. 25 års mellemrum, men det er tydeligt, hvordan de tilhører to forskellige tider. J. S. Bach skrev sin solo i højbarokken, mens hans søn kun 25 år senere allerede er langt inde i den nye stil, man senere kaldte den galante stil. 

Mellem disse to større værker for solofløjte, spiller Clara Guldberg Ravn et af de ældste stykker skrevet for et soloinstrument fra 1300-tallet og et af de nyeste fra 2022.

Clara Guldberg Ravn er en af de bedste blokfløjtenister i Danmark, og holder talrige koncerter i ind- og udland. Ud over sin uddannelse på konservatoriet i Stockholm har hun studeret i Frankrig.

 

Søndag den 20. oktober kl. 15.00.

Koncert i Hørve kirke

Det Danske Kammerkor gæster kirken. Det ambitiøse kor består af 25 korsangere, og har et varieret

a capella-repertoire i bagagen. Koret synger musik fra flere kontinenter, men har dog en svaghed

for det danske og for kulturen i vores umiddelbare nabolande.

Korets passion er at formidle tekst og musik, så tilhøreren bevæges. Der arbejdes til stadighed med detaljerne, om den ligger i udtalen, tempoet eller dynamikken– alt sammen for at nå til et bevægende udtryk, som gør indtryk på tilhørerne.

 

Tirsdag den 22. oktober kl. 19.30.

Efterårskoncert i Asnæs kirke

Vokalgruppen Kolorit, som optræder i kirken, har siden 1989 været garant for en helt unik lyd, der blander den latinamerikanske kormusik og de skandinaviske sange. Tonesproget er hentet fra den særlige nordiske klang med inspiration fra både verdensmusikken, jazzen og det folkloristiske.

Vokalgruppen Kolorit ledes af dirigent Niels Græsholm, som også står for en stor del af korets arrangementer.

Denne efterårskoncert bliver en rundrejse, der blander alt det bedste, som Kolorit har på paletten: Fra Grundtvigs-salmer i nye klæder til argentinske hjemstavnstoner, svenske viser og venezuelansk kirkemusik. Og så vil publikum også få rørt stemmerne i et par fællessalmer.

 

Torsdag den 24. oktober kl. 19.00.

Koncert i Grevinge kirke

Grevinge Kirkes bidrag er i år en aften med det relativt nydannede ”kirkeband” bestående af Jesper Martinussen (vokal/percussion), Peter Grell (vokal/bas) og vores egen faste kirkemusiker Kenneth Reiner (piano). Her vil nye sange og rytmer brede sig under kirkens gamle hvælvinger

 

Torsdag den 24. oktober kl. 19.30.

Kirkekoncert i Fårevejle kirke

Kirken gæstes i år af to klassiske solister som kommer helt fra Berlin. Gudrun Heinsius, er organist og regional kantor i Berlin og Lars Ranch er solotrompetist i Berlins Radio Symfoniorkester. De vil spille værker bl.a. af Bach, Bruhns og Händel.

 

Søndag den 27. oktober kl. 16.00.

Musik og digte i korskirken i Vallekilde
Kirken binder en musikalsk og poetisk buket af årets tema ”fællesskab”. Så mange sange, så mange digte og fortællinger er skrevet om længslen efter at finde den eneste ene, nogen at dele livet med, - eller bare finde nogle venner at være sammen med. Og så meget er sagt og skrevet om tanken om at være helt alene, - uden venner måske, men uden bånd og dejligt fri for ansvar. Romantiske sange og ord om bare at gå på landevejen og sove i en grøftekant… Både kendte og knapt så kendte sange vil indgå sammen med digte, fortællinger og billeder

Odsherred Provsti - Holtets Plads 1 - 4500 Nykøbing Sj. - Tlf. 59 91 90 06 - aas@km.dk